Danmark er et velfærdssamfund. Ihvertfald hvis man skal tro de politikere, vi har valgt ind på Christiansborg. Velfærd stammer fra gammel nordisk "at fare vel", der betyder, at man har en god rejse, men hvor god har rejsen egentlig været de sidste mange år?

Igennem de sidste 10 år er flere og flere begyndt at løber stærkere og stærkere for at tjene endnu flere penge, end dem de allerede har. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på den idé at velfærd = penge og at meget velfærd = mange penge, men det ser ud til, at de fleste har købt konceptet, som om det er det mest naturlige i verden.

Ja. Vi skal alle bruge penge til at få mad i munden, tøj på kroppen og tag over hovedet og nej: Penge er ikke roden til alt ondt, men hvor er det sørgerligt at se hvordan flere og flere:

- Har et helbred, der skranter
- Føler sig drænet for energi
- Mangler gnisten og gejsten i øjnene
- Går ned med stress
- Ikke føler de har tid til at gøre det, de gerne vil

... fordi de prioriterer det at tjene penge højere, end de prioriterer sig selv.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mig er der kun en rejse: Min rejse igennem mit liv.

Når jeg kigger tilbage på de sidste mange år, er det ikke mine boliger, biler eller det tøj, jeg havde på, der fylder mest i mine erindringer. Det jeg husker bedst er ferierne sammen med min familie, minderne med mine venner, privilegiet af at have et helbred, der gør, at jeg har kunne nyde det hele undervejs og en energi, der gør, at jeg vågner op hver morgen og glæder mig til en ny dag.

Velfærd kommer helt naturligt af sig selv, når du følger dit hjerte. Når du gør det, vågner du op om morgenen med et smil på læberne og en energi i kroppen, der får dig til at føle dig i live. Når du har den energi, tiltrækker du mennesker og situationer, der gør, at du (ofte) kommer til at tjene endnu flere penge, uden at du behøver at løbe livet af dig selv.

Du finder ikke din velfærd i sedler og mønter. Sedler og mønter kan du bruge til at skabe mere frihed til dig selv, så du ikke nøjes med at leve livet de 2-5 uger om året, hvor du har ferie, men det kræver, du prioriterer dig selv højere end penge.

Til toppen